Om cøliaki

Cøliaki kaldes populært for glutenallergi, men det er ikke en allergi. Cøliaki er en kronisk sygdom. Selvom det ikke er sikkert, at en cøliaker får symptomer, hvis vedkommende spiser noget glutenholdigt, så er det sikkert, at tarmen tager skade, som det tager lang tid at genoprette. Derfor skal diæten altid overholdes.

Cøliaki er en sygdom i tyndtarmen, hvor tarmens overflade ødelægges, og det betyder, at optagelse af næringsstoffer nedsættes. En normal tyndtarmsoverflade består af lange fimrehår, der ligner kornene på en kornmark. Hos en person, der har cøliaki (og som ikke er i behandling), ligner tarmens overflade nærmere en flad, asfalteret vej. Overfladecellerne er ødelagte, og optagelsesevnen er derfor nedsat. Det betyder, at kroppen ikke kan udnytte kostens næringsstoffer fuldt ud.

Cøliaki forårsages af gluten, der er et protein, som findes i de tre kendte kornsorter, hvede, byg og rug. Det er en del af dette protein, prolamin, som kroppen ikke kan tåle.

Hos cøliakere medfører gluten en skadelig immunreaktion i tyndtarmen, og tarmens lange fimrehår skades. Det vides ikke, hvorfor gluten forårsager denne immunreaktion, men tarmen vil altid beskadiges ved indtagelse af gluten, og det tager lang tid før tarmen er normal igen. Undgå derfor al mad, der indeholder hvede, byg og rug.

Det er lovpligtigt i EU at der på varedeklarationen skal være påført, om varen indeholder gluten eller ej. Læs derfor altid varedeklarationen.

Det vides ikke præcist, hvor mange der har cøliaki i Danmark. Kliniske studier har vist, at hyppigheden af cøliaki formentlig er så høj som svarende til 0,5-1 %. Der kan således være ca. 50.000 danskere med sygdommen.

Sundhedsstyrelsen har udgivet denne pjece om Cøliaki og mad uden gluten.

Dansk Cøliakiforening har generel information om cøliaki, og denne beskrivelse af cøliaki.